Så nåede vi vejs ende for denne gang

Så sidder vi her i udkanten af Los Angeles og i morgen går det imod Danmark.

Det er altid vemodigt, at skulle erkende, at en ferie er slut og især en ferie, som denne, som vi alle har glædet os meget til. MEN - det kan altså ikke ødelægge vores oplevelse,at det har været en fantastisk ferie. Som Cille sagde så var hun klar til 3 uger mere. Det har været en god ide, at tage lidt fra den gamle tur med i denne tur - for dels kan man bedre nyde det men der er nu engang noget med, at genkendelsens glæde er super stor.

Bilen vi har haft er en Nissan Armada med V8 motor.5,6 liter og 317 HK. Med masser af plads og dermed lidt parkeringsproblemer. Den er så høj, at vi ikke kan se henover den....  Men det har været en fornøjelse, at køre i den og med ca. 8 km/l er det vel nogenlunde. Jeg nyder naturligvis, at se de fede amerikanske biler der kører herovre. MEN. Jeg lavede lidt lommestatistik en dag i et p-hus i las vegas. Jeg gik langs en række med biler og talte, hvor mange biler der var amerikanske og hvor mange der var fra østen. Talte faktisk bilerne fra europa med til amerikanske. Det var i alt 35 biler og de 24 var fra østen. Så man må sige de har taget markedet derovre. Det var ikke et særsyn for der er virkelig mange toyota - nissan - kia osv

Men lastbilerne er en historie for sig selv. Muligvis er Cille og Thomas lidt træt af det - men sidste gang vi var her fik vi ikke taget et billede af en rigtig lastbil og det skulle ikke ske igen. Så i god tid - læs i dag - fik jeg listet ind på en rasteplads og fik billeder af nedenstående smukke lastbil. Da chaufføren kom ud fra tanken gik straks til mig og spurgte, hvorfor jeg tog billeder af hans truck - han var jo nervøs for, at han havde gjort noget forkert. Men han fik en forklaring og vi fik en lille snak om det. Amerikanerne elsker at snakke med os og det er en fornøjelse.

Jeg har siden vi var i Kingmann måtte høre på, at Gitte og Cille havde lyst til at få Ribbs igen (revelsben). Så her til aften gik vi på fin restaurant og de fik deres ønske opfyldt. Thomas ville have haft en "full reck" med 21  ben - men der var udsolgt så han måtte nøjes med 16, som de andre. Der var rigeligt. Sjældent Thomas er så mæt  :o)

Efter vi forlod San Francisco kørte via highway 1 til Monterey. Vi gjorde en del holdt undervejs da det er verdens smukkeste tur - men vejret var slet ikke med os og slet ikke med fotografen. Men lidt blev det til og preben må se om han kan klare dem. Vi gjorde holdt i Moss Landing lige nord for Monterey. Det gjorde vi primært fordi Gitte spottede en enkelt søløve. Bremsen i og rundt med den store bil og kameraet i den ene hånd - den skulle ikke undslippe.

 Det viste sig, at den havde selskab af mellem 50 og 100 af sine bedste venner. Vi parkerede i havnen, som var et vidunderligt sted med smuk udsigt og masser af liv, som der skal være i en havn. De lokale havde lavet en rampe til søløverne og den blev flittigt brugt. Men der var søløver i hele havnebassinet og kajakroerne må have haft en sjov tid. Jeg fik lidt foto af dem og vi spiste på den lokale fiskerestaurant. Der kom selvfølgelig også lidt andet forbi kameraet. Måske Preben eller andre kan artsbestemme....

 Efter en dejlig pause tog vi videre mod Marina, som vi skulle bo i. Den ligger ca et kvarter fra Monterey og var egentlig et dejligt sted. Vi boede på Ramada og det adskilte sig ikke meget fra de andre. Selv morgenmaden er tæt på, at være det samme koncept. Thomas og Cille ville træne deres krop lidt og det skulle vi andre ikke udsættes for - så Gitte og jeg tog til Monterey og så på herlighederne. Vi fandt med besvær en p-plads ved havnen, som naturligvis skulle besøges.

De har som Frisco en Fishermann's Warf, hvorfra det meste sker. Vi gik derover og straks så Ole der var lidt i luften man kunne fotografere og hørte straks, at hed var der også søløver. Gitte fik hurtigt øje på dem bag en restaurant, og de kunne som det forrige sted kravle op på en platform og nyde livet og solen, hvis den var fremme. Det var den ikke for det var henad aften - med der var masser af dem. Et par af dem havde kravlet op på et smalt hegn rundt om platformen og lå der og sov som sten. Utroligt de kunne komme derop og ikke mindst holde balancen.

Havnen summede af liv og en skøn stemning. Vi så de mange turbåde. Nogle arrangerede rundtur i havnen i båd med glasbund. Nogle fisketure på stillehavet og andre ture på stillehavet for at spejde efter hvaler. Vi snakkede kort sammen og besluttede, at bruge de mange penge det kostede, at komme derud og se efter de store dyr. Med risiko for ikke at se noget og risiko for, at især Cille ville kunne blive dårlig. Jeg sagde til den søde pige der solgte os billetterne, at jeg ville komme efter hende hvis ikke vi kom til at se en hval eller andet. Det kunne jeg bare gøre, for hun mente at der var gode odds (eller også havde hun fri dagen efter). Hun sagde samtidig, at der var mellem 10 og 12 grader derude på det kæmpestore hav. Så vi måtte nok finde lidt varmere tøj frem sagde mens hun kiggede på os i bare ben og fødder - som de eneste tror jeg den aften.

Nedenfor en af de fugle jeg blev mest betaget af. Den brune pelikan. Den adskiller sig fra andre pelikaner på et par områder. Dels farven - de andre en hvide. De andre jager i flok ved at drive deres bytte frem og så fange det ved at bruge næbet som net. Denne styrtdykker mod sit bytte. En meget elegant flyver, som kan glide og glide i det uendelige. Men klodset når den eks. skal lande, hvor den ofte faldt i vandet igen.

Vi tog hjem og Cille synes heldigvis det var en super ide, selvom hun da kunne risikere, at blive søsyg.

Vi samlede alt hvad vi har af tøj og tæpper i en pose - fra DP danmark - og så var vi klar. Ikke meget tøj vi fik brug for da der egentlig ikke var særlig koldt derude. Vi var super heldige med vejret. Ikke en vind rørte sig og de eneste bølger stammede fra dønninger eller fra andre både, der kom forbi. Der var en del fugle der var der langt ude på vandet. Nedenfor nogle af dem..... Mener at have set dem på færøerne.

Vi havde ikke sejlet længe før de første delfiner viste sig - men ikke så tæt de kunne fotograferes og man ved altså aldrig hvor de stikker hovedet op næste gang. Efter ca 30 minutter vinkeltret på kysten viste den første blåhval sig. En kæmpe på mere end 100 fod (30 meter) og en vægt på op til  200 tons. KÆMPE. Og når de puster ud rejser der en søjle i vandet, som kan ses op til 4 kilometer væk. Det er faktisk de vandsøjler, som bådene besætning spejder efter for, at finde kæmperne derude. Jeg ville super gerne have set og fotograferet deres hoved, men det lykkedes ikke. Til gengæld var det er helt speciel tur, hvor de rigtig mange gange blottede halen efter 4-5 vejrtrækninger. Halen er over 6 meter bred. På ryggen har de en meget lille 40-50 cm stor rygfinne, som normalt ligger ned. Vi så blåhvalen nogle gange.

Derefter kom der to pukkelhvaler (tror jeg) og de fulgtes ad. Dem så vi nogle gange og den sidste gang var den måske 8-10 meter fra båden - så kunne man rigtig fornemme deres størrelse. Hullet de puster luft ud med er kæmpe store og der er to af dem. De flytter sig under vandet og når de så kom op fik skipper travlt at sejle hen til dem. Men alt i alt en helt fantastisk tur, hvor tiden fløj afsted. Som bifangst så vi den enorme albatros og som lidt sjældent en Ocean sunfish. Her i danmark kendes den artsfælle bedst som klumpfisken. Men det var en underlig en.

På vejen ind talte jeg med en af besætningen, som fortalte lidt om alle de dyr, der er i og omkring havnen i Monterey. Det er helt vildt. Vi tog lige over og kiggede lidt på sælerne, som holdt til et lille sted helt for dem selv. Han fortalte også, at søløverne benyttede højvande til at komme op på bjælker, der holder molerne - og så blev de bare liggende der hele dagen. Så underligt ud - de var vel 2 meter over vandspejlet. Nedenfor et billede af havodderen, som er helt fantastisk i vandet. Den svømmer og dykker til det perfekte og ligger efterfølgende der på ryggen og spiser byttet.

Cille og jeg var blevet noget forbrændte af solen selvom vi ikke lige havde opdaget det - jeg skulle vist have brugt min sædvanelige faktor 1000.

Sengetid og tidlig op for at køre hertil LA. Vi sluttede dagen med et kort besøg i et kæmpe outletcenter der ligger lige om hjørnet. På vejen hertil (5 timer) var det en meget frodigt agerland. Kæmpe store arealer med vindruer. Den ene mark var mindste tyve kilometer lang og på begge sider af vejen. Men også rigtig mange marker, hvor der blev dyrket alt muligt og det så ud som på primitiv vis. Der gik hober af mennesker med hver et lugejern og ryddede ukrudt - og flere steder gik de og såede små planter med håndkraft. Og så på marken ved siden af kørte en kæmpe traktor med bælter. Ikke til at forstå - kun kunne jeg se, at alle dem, der gik på markerne var meget mørke og sikkert mexicanere.

De andre sover nu og om lidt må jeg samme vej. Dette indlæg bliver det sidste her fra USA. Laver nok lige en opsamling senere, som lige samler det hele. Tusind tak til jer der har læst med og hermed en stor tak til Gitte - Thomas og Cille for uden dem var det ikke blevet det samme.